Tanker om verdens tilstand, fællesskabets forudsætninger og livet, der spirer i min baghave.

Der blæser kraftige vinde i verden for tiden. Det gjorde der også på min terrasse i går. Så kraftige, at der fløj en favnfuld gyldenbrune blade ind i min stue, da jeg åbnede døren for at få lidt frisk luft ind. Det skal jeg hilse at sige, jeg fik - og mere til. 

Kalenderen skriver april, men min hæk har stædigt holdt fast i bladene fra sidste år lige indtil nu - og det har været rart, fordi de skærmer mig lidt i mit lille hjørne af vores ellers ret store, åbne gård. Grenene har sat nye knopper nu, og det er bare et spørgsmål om tid, før de sidste gamle blade giver slip, så de nye får plads og min hæk bliver tæt og grøn igen.

Man siger, at grøn er håbets farve, og det gør mig håbefuld, når jeg tænker på, at alle gamle strukturer på et tidspunkt bliver erstattet af nye. Det er en naturlov, og hvor meget vi end måtte prøve, er det noget, vi aldrig kommer til at kunne ændre. Det er en ting, jeg er sikker på.

Som verden ser ud lige nu, kan det ellers være svært at føle sig sikker på noget som helst. Aktiemarkederne tegner billedet tydeligt. Her går det op og ned hurtigere end den vildeste rutsjebane i forlystelsesparken, og det er stort set umuligt at vurdere, hvornår der skal handles og ikke, for alle udsving er baseret på udmeldinger, der skifter retning som vinden blæser. 

Udmeldinger, der kommer fra én enkelt mand med al for meget magt, og som sætter følelser af frygt i mennesker verden over og får panikken til at sprede sig som ringe i vandet på et i forvejen oprørt hav. Måske er det netop det, der er meningen, men set fra mit lille hjørne af verden, virker det meningsløst.  

Det handler godt nok ikke om havet. Det handler om handel. Om forskudte magtbalancer og visioner om en ny verdensorden bygget på gamle systemer, der kun virker når alle er enige. Og det er alle bare ikke altid. Sjældent i virkeligheden. Men ofte kan man løse uenighederne gennem forhandlinger forankret i fælles forståelse og gensidig respekt og finde fine kompromiser trods alt. 

Det ser svært ud, som tingene er lige nu, hvor uenighederne er så store, at man ligefrem kalder det en handelskrig. Som om der ikke var nok krige at forholde sig til i forvejen. 

Det hele er temmelig overvældende, og der er nok ikke nogen, der ikke i én eller anden grad bliver påvirket af det, der foregår på de store politiske verdensscener, og vi er nok mange, der ville ønske, at vi kunne gøre noget ved det. 

Men der er ikke meget, vi kan stille op, når der er så store kræfter på spil, og jeg tror vi spilder vores kræfter, hvis vi forsøger at forstå de forfærdeligheder der sker omkring os og forudse eller forebygge den effekt, de vil have på vores fremtid. 

Det er for stort. 

Jeg tænker nogen gange over, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis jeg kunne gøre noget. Og sandheden er, at jeg ikke har nogen anelse om det. Jeg bliver ved med at vende tilbage til, at jeg må nøjes med at gøre noget ved de ting, der foregår tættere på, fordi den forskel, jeg kan gøre her, er større end den ville være, hvis jeg kastede mig ud i at finde på løsninger på de udfordringer, vi står overfor internationalt og globalt.

Før i tiden levede mennesker i små lokale samfund, der var mere eller mindre afskåret fra omverdenen, og med mindre nogen valgte at tilbringe dage eller uger på et skib eller en hesteryg for at overbringe nyheder fra fjerne egne, så havde man ikke den fjerneste forestilling om, hvad der foregik derude. I en globaliseret verden, som den, vi lever i i dag, kan vi følge med i, hvad der sker overalt. Selv de steder, vi aldrig har sat vores fødder og formentlig aldrig kommer til det. Vi behøver hverken forestille eller foretage os noget. Vi får det hele serveret på sengen så at sige..

Jeg tror slet ikke, det er meningen, at vi skal tænke så meget over så mange kriser så mange steder i verden, som de fleste nok gør lige nu, og som det kan være rigtig svært ikke at gøre, så længe man har en internet- tv- eller radioforbindelse, der dagligt sender sine ubrudte strømme af nyheder ind gennem vores øjne og ører til vores hjerner, der slet ikke er skabt til at behandle al den (ofte både uoverskuelige og unødvendige) data.

Det er voldsomt. 

Når den store verden synes voldsom, fordi vi forholder os til for mange ting, der er ude af vores hænder, kan det efterlade os med en følelse af magtesløshed, der kan føre til, at vi helt opgiver håbet om at det kan blive anderledes. Men det er én ting, vi aldrig skal gøre. I stedet kan vi begynde at fokusere på det, vi kan ændre. Jeg tror det bedste vi kan gøre, i tilfælde af at magtesløsheden overtager styringen, er at zoome ind og gøre vores verden mindre. Så vi kan frigive den energi, der var bundet til alt det, der er udenfor vores rækkevidde og bruge den et sted, hvor den gør en forskel. Derigennem kan vi igen opleve at have betydning og indflydelse, noget som er vigtigt, hvis vi vil trives både som individuelle mennesker og i fællesskaber.

Det er vigtigt at huske på, at ingen kan gøre alting, men at vi kan alle gøre noget.

Og selvfølgelig skal vi hjælpe dem, vi kan, når vi kan og i det omfang vi kan. Det er klart. Det hjælper bare sjældent nogen, at vi ligger søvnløse om natten eller protesterer mod uretfærdighed i et kommentarspor på Facebook. Det gør os ikke til ligeglade, usympatiske mennesker, hvis vi ikke udtrykker vores sympati med alle dem, der lider lige nu. Slet ikke, hvis ikke vi udtrykker den direkte til dem, den er rettet mod. Vi kan sagtens føle sympati, selvom vi ikke siger det højt. Og en vis grad af sympati for alle levende væsener, har de fleste af os heldigvis. Jeg vil mene, at det er nok. Det er i hvert fald et godt nok udgangspunkt.

I mine yogaklasser i denne uge har jeg delt forskellige redskaber til selvregulering for at hjælpe mine elever med at tage vare på deres egen energi i den her verden, der virker vaklende, fordi der bliver rokket ved vigtige dele af vores fælles fundament. En verden, hvor selv pingviner får trukket toldsatser ned over skuldrene, børserne bløder og telefonerne gløder hos pensionsselskaber rundt omkring, fordi folk frygter at deres opsparing til alderdommen - deres fremtidssikring - forsvinder. 

Bevares, jeg har både aktier, pensionsopsparing og en hel del faste udgifter, der skal dækkes hver måned, men jeg forsøger, så vidt det er muligt, at undgå at blive trukket med af panik-bølgen ved at holde mig indenfor hækken og passe min egen baghave. Her er i virkeligheden også rigeligt at se til. 

Nogen vil mene, at det at trække sig tilbage, lægge afstand til al uroen og tage tid til at luge ud i egne bed, er egoistisk, selvoptaget og ødelæggende for alt det, vi har bygget op. Jeg mener, at det ind imellem er nødvendigt.  

Jeg tror, det er naturens love, der er i spil lige nu, og jeg tror på, at timingen er rigtig.

Måske kan de store fald på aktiemarkederne og den øgede told på de absurde mængder af varer, der “24-7-365” bliver fragtet fra den ene ende af verden til den anden - bare fordi vi kan og fordi samhandel åbenbart gør os allesammen rigere - give et lille åndehul til en verden, der er spændt alt for hårdt for og har været det alt for længe. 

Måske kunne vi mennesker trække vejret lidt mere frit, hvis vi kappede nogle af de globale bånd, der har bundet os så tæt sammen, at vi både som nationer, lokalsamfund og personer har vanskeligt ved at finde et rum for selvstændig udfoldelse, naturlig bevægelse og organisk udvikling. 

Måske kunne vi trække vejret dybere og favne bredere. Både bladene der er blæst ind på stuegulvet, andre mennesker, dagen, som den kommer, og de muligheder, den bringer med sig.  

Tænk hvis det fik os til at erkende, at for meget af alting gør alting ligegyldigt. At det, vi har brug for, ikke er mere handel, større forbrug, hurtigere vækst og flere penge, men at investere det mest dyrebare, vi har - nemlig vores tid og energi - i det, der skaber ægte værdi. 

Måske ville det få os til at lægge flere kræfter i at så, vande og gøde det, der skal vokse i fremtiden, mens strukturer, der hører fortiden til, stille og roligt (eller med et brag) smuldrer og falder til jorden omkring os.

Måske er det i virkeligheden lige nu, noget for alvor er ved at ændre sig. Til det bedre eller bare til noget, som det hele tiden var meningen, det skulle være.

Der er mange måske’er og meget lidt vished, for hvem ved, hvad der venter. Mens jeg passer mit eget lille hjørne, af verden, leger jeg med tanken om, at “lokalt” igen bliver hipt og ordet “globalt” i større grad bliver bliver brugt i forbindelse med samarbejde, forskning, fordeling af ressourcer og i fælles front mod sult, nød og klimaforandringer.

Jeg drømmer om, at vi ender med igen at spise æbler fra vores egen (eller naboens) have og opdager, at de smager af mere end dem, der er fløjet hertil fra Spanien. At mango ryger tilbage i kategorien “eksotisk frugt man spiser på ferier i varme lande” og vandmeloner og jordbær igen bliver noget, man kan gå og glæde sig til hele året, indtil sommer endelig kommer igen. 

Jeg har for første gang i mit liv fået min egen lillebitte baghave. Der vokser jordbærplanter i bedet. Én af dem har sat en blomst. Kun én. Og den er lille. Men det føles alligevel stort. Jeg har plantet lidt krydderurter og i morgen skal jeg ud og købe blomster til bierne, så de kan klare sig endnu en sæson i en verden, der alt for længe har dyrket det unaturlige. 

Jeg vil fortsætte med at dyrke de store glæder i de små ting og nyde at kunne vande mine planter, kramme mine kære, lade mig nære af det, der opstår i nuet, værne om min energi og betragte livet, der folder sig langsomt ud lige her, mens verden går sin vante - eller uvante - gang. 

Lige nu føler jeg mig overbevist om, at det hele nok skal gå. 

Det gør det altid.