Efterår, oprydningstrang og hvad en sang satte i gang.

Efterår.

Den sidste sol har gemt sig i dit blik. 

Og tiden går

forbi os - før vi ved det, er vi væk.

Sådan lyder de første linjer af Ray Dee Ohhs hit-sang fra 1990. Jeg er gammel nok til at huske, da den kom ud, og det er én af de sange, der har kørt i rotation i periferien af min bevidsthed gennem det meste af mit liv.

Med tiden har den dog fået en helt anden klang, end den havde dengang i 90’erne. Sådan er det med mange ting, både sange, minder, venner, tanker og andre sager, vi har liggende på lager, både fysisk og mentalt. De følger med os hele livet, men med tiden bliver de enten mere lette, luftige og ligegyldige eller får større tyngde, betydning og dybde. 

Tiden. Den er sådan en underlig størrelse, og den er begyndt at fylde mere i min bevidsthed, end den har gjort før. “Tiden går.” Det er så sandt som det er sunget. Men jeg forstår ikke, hvorfor den synes at gå hurtigere, jo mere af den, jeg lægger bag mig. “Vi venter og vi håber og vi tror”, fortsætter sangen, men på et tidspunkt i livet har vi indsamlet så mange erfaringer, at vi ikke længere venter, men forventer. Fordi vi har levet så længe og set så meget. Måske har vi endda mistet håbet og troen et sted undervejs, fordi vi føler, at vi efterhånden ved så meget, at vi har svært ved at forestille os noget andet. Nogen gange står vores viden lidt i vejen. Jeg tænker nogen gange, at der er viden, jeg gerne ville være foruden.

Jeg ved fx godt, at tid i virkeligheden slet ikke eksisterer, og at det derfor er skørt, når vi siger, at tiden er det vigtigste, vi har. Jeg ved også, at selvom uret tikker og hjertet banker lystigt derudaf lige nu, så kommer der en dag, hvor jeg løber tør for både tid og hjerteslag. 

Jeg ved det godt. Du ved det også. Vi ved det allesammen.  

Tid er en målestok for forandring og forandring er i virkeligheden det eneste, vi kan regne med. Alligevel har de fleste forandringer det med at komme bag på mig.

Det overrasker mig hvert år, når jeg opdager, at dagen pludselig er blevet 2 timer kortere, når jeg møder den første kastanje på fortovet og når jeg en kold morgen får øje på min egen ånde i luften. Hvert år tænker jeg “hvorfor er jeg ikke bedre forberedt?”. Men efteråret kommer, når efteråret er klar. Ikke når jeg er.

Oprydningstrang.

Jeg bliver altid ramt af en akut trang til at rydde op, så snart kalenderen skriver september og i år er ingen undtagelse. Jeg fornemmer dog at der denne gang er noget større på spil end selve oprydningen. Noget mere eksistentielt på en måde. 

Støvsugeren står klar, og jeg har fundet en playliste frem på Spotify, der sender mig direkte tilbage til mit teenageværelse - som i øvrigt var ret rodet det meste af tiden. Jeg kunne ikke fordrage at rydde op dengang og havde det med at skubbe tøj og ting ind under min seng i stedet. “Ude af øje, ude af sind” tænkte jeg; men sådan forholder det sig jo ikke helt. 

Vi kan godt gemme ting væk, men det forsvinder de ikke af. Vi kan viske en tavle fuldkommen ren, men vi har allerede set, hvad der stod på den. Det kan vi ikke ændre på. Alt, hvad vi oplever, sætter spor i os. De kan være stort set usynlige som rester af kridt på tavlelak eller mere fremtrædende som ar efter cykelstyrt. Uanset hvor meget vi måtte have lyst til at slippe vores fortid, vil den altid leve i os. Vi kan lige så godt se det i øjnene. Det, der var før, påvirker det, der kommer senere. 

Efterårets høst er kun så god som de frø, der blev sået og den jord, de blev sået i. Der er naturligvis også ydre faktorer, der spiller ind - og som vi ikke har kontrol over - som fx mængden af sollys og nedbør, men hvis vi vil have en god høst, må vi vide, hvilke frø, vi har sået og passe og pleje dem, så godt vi nu evner. 

Det er ikke kun ting, jeg rydder op i, det er også tanker. Jeg bruger flere af mine aftener på at læse mig igennem gamle noter, halvfærdige blogindlæg, begyndelser på bøger, jeg engang drømte om at skrive og sangtekster i lange baner. Hele molevitten ligger gemt som filer i Google Drive. 

Det er virkelig nogle fine frø, jeg har sået rundt omkring. De er strøet lidt sporadisk ud over det hele, men som mine øjne arbejder sig gennem dokumenterne og høster inspiration, som jeg copy-paster over i et nyt dokument, ser jeg for mig, hvordan det hele vil begynde at spire og gro og en dag vokse sammen og samle sig til noget, der føles færdigt. 

Jeg mærker samtidig modstand på ordet “færdigt”. Det virker så endegyldigt. Jeg vælger derfor at lade det ligge ufærdigt hen lidt endnu og holde en dør åben for andre muligheder.

Nostalgi.

“Og jeg føler kun en længsel i mit bryst…”, synger Caroline Henderson videre, og jo tak, jeg kender den længsel, men den bor ikke længere kun i mit bryst. Den sidder dybt i mine knogler. Det er på en og samme tid en længsel efter noget, der har været engang og noget, der endnu ikke er. En længsel efter både fornyelse og fordybelse. Måske er det mest af alt en længsel efter helhed, sammenhæng og mening. 

Nostalgisk er nok det ord, der bedst beskriver, hvordan efteråret føles i mig i år. Det er sådan en tricky tilstand, den nostalgiske. Den er på én gang sorgfuld, længselsfuld og håbefuld. Jeg kan lide den, lige indtil den gør mig trist. Over det, der var, som ikke er længere, og over det, som aldrig blev, og heller aldrig kommer til at blive. Simpelthen fordi det er for sent.

Jeg tror, at tilstanden bliver forstærket yderligere af, at min far har rundet 80 år, min søn er fyldt 12 og jeg selv er landet lunt på 47 dette efterår. 

Vel vidende at man aldrig kan vide sig sikker på den slags, så er et realistisk bud, at min far befinder sig i livets sidste fase og jeg selv formentlig er omkring halvvejs igennem. Med mit barn er i den spæde start af sine teenage-år, er jeg fuldt ud bevidst om, at han kun kommer til at frigøre sig mere og mere fra mig herfra. Helt naturligt, men alt for tidligt, kommer jeg helt sikkert til at synes. For sådanne ting har det alligevel med at komme bag på os, selvom vi ved, de er på vej. 

Det er sådan, jeg har det med efteråret. Foråret er årstiden, vi venter på med længsel. Vi kigger ivrigt efter de mindste tegn på, at det er på vej, og misser dem sjældent. Sommeren rammer os som regel lige i fjæset med en pludselig temperaturstigning på 12 grader en tilfældig dag i maj. Det går op og ned med temperaturen derfra, men solen stiger højere og højere op på himlen, og vi skal selvfølgelig sidde udenfor med tæpper og hue på, mens vi drikker iskaffe

Efteråret er anderledes. Det er årstiden, der lister sig lydløst op på siden af os en lys og mild sensommeraften, tager os blidt i hånden og fører os tålmodigt gennem dage, der bliver langsomt kortere og køligere. Efteråret hvisker til os at vinteren er på vej og forbereder os så godt, som det nu er muligt, ved at følge os hele vejen frem til det punkt, hvor vi står på tærsklen til kulden og mørket. 

Derefter er vi på egen hånd. Tærsklen til mørket må vi krydse alene.  

Mød mig i mørket.

“Men jeg føler mig så underligt forladt. For jeg kunne miste alt i denne stille nat.”

Stadig samme sang, som endnu en gang rammer hovedet på sømmet. Det mest banale er ofte det, der har størst effekt. Fordi vi forstår det. Natten. Mørket. Døden. Stilheden. Der er mange lag i det her, og jeg umuligt kan folde dem allesammen ud, selvom jeg har lyst. Jeg er skorpion. Men vi har allesammen mødt mørket i en eller anden forstand. Når vi bevæger os ind i det, mister vi noget af syne, men det betyder ikke, at det ikke længere findes. Vi kan frygte mørket, fordi vi tror, at det tager noget fra os. Vi tror måske, at mørket slukker lyset. Men sandheden er at lyset fødes ud af mørket, så måske er det alligevel ret fertil grund, vi lander på, når vi træder ind over tærsklen. 

Måske er det, der gemmer sig i mørket, kimen til selve livet.

Jeg ved at jeg også er nødt til at rydde op i mine mørke rum, hvor jeg bliver konfronteret med kapitler af mit liv, jeg ikke har lyst til at læse igen. For de skal også med. De er en del af processen, fordi de er en del af min historie. Og måske kan jeg lære noget af dem. 

En pludselig indskydelse siger mig, at hvis vi er villige til at lære noget af de svære ting i livet, så bliver de lettere at bære. 

Den hinduistiske gudinde Kali, som er en af de mest fascinerende og misforståede af dem alle, minder os om, at vi ikke kan kontrollere transformation. Vi kan kun overgive os til den. Det gør vi ved at give slip på gamle mønstre, overbevisninger og fortællinger, der fastholder os i en bestemt selvopfattelse. 

Kali ser farlig ud og virker vild og voldsom i sin energi. Det er nødvendigt, når noget skal brydes ned. Og det gør hun. Hun brænder det, der skal fjernes, helt ned til grunden, men hun er hverken blindt rasende eller tilfældigt destruktiv. 

Hun fjerner kun det, der ikke længere er sandt. 

Og når vi er klar til ægte, rå transformation, viser hun vejen gennem mørket i retning af lyset, hvor ny klarhed kan opstå.

Når vi tør lade mørket være en del af vejen mod lyset, vil vi opdage, at det, der foregår i mørket, ikke er ingenting. Det er snarere det, der binder alting sammen. Vi vil forstå, at intet nogensinde forsvinder. Det forandres. Vi ser bare ikke forandringsprocessen, vi ser kun resultatet. 

Vi ser ikke vores børn vokse en mikro-milimeter hver dag, men pludselig er de vokset over hovedet på os. Vi ser ikke, hvordan en panderynke opstår, vi ser bare en dag, at den er der. Vi ser ikke, hvordan vores syn gradvist sløres, indtil vi sætter et par briller på næsen og pludselig ser alting skarpt igen. Vi ser ikke den kemiske ændring af molekylerne i den dej, der bliver til et brød i ovnen. 

Vi ser det ikke, men det sker.

Falmende forfængelig.

En søndag i oktober tømmer jeg skabe og skuffer i mit køkken, mens jeg tager turen ned ad memory lane med Roxettes album Joyride. Jeg synger med som jeg gjorde det for ca. 30 år siden, når jeg havde sat CD’en i mit ultra-moderne kompakte mini-anlæg med karaoke-funktion. “Everytime I see you, oh I try to hide away, but when we meet it seems I can’t let go” synger vi sammen, mig og Marie, der lyder lige så levende, som da hun levede. Det gør hun ikke mere, men det gør jeg, og livet føles med ét skrøbeligt. 

Fading like a flower rammer mig helt uventet et sårbart sted, som jeg først er ved at lære at kende, nu hvor jeg står et sted i mit liv, hvor jeg langsomt men sikkert selv er godt i gang med at “fade away”. 

Det er et sted, hvor jeg ansigt til ansigt med altings forgængelighed og min egen forfængelighed, famler mig frem i et forsøg på at følge med en udvikling, jeg ikke helt er klar til. Mens en del af mig fortsat klamrer sig til det, der var og den jeg var.  

Men sangen er stadig smuk, jeg er i live og udenfor mit vindue gløder træernes blade om kap med solen der står lavt på himlen nu. Der kan være stor skønhed i det falmende. Når det kommer til farver, foretrækker jeg helt klart akvarel over neon. Der er mange flere nuancer i de bløde lag, der løber ud i hinanden og bliver til billeder med perspektiv, udtryk og dybde.

Jeg længes efter dybde. Efter at mærke, lytte, smage, opleve og leve mere. Jeg vil røre og røres, dvæle ved detaljer og forundres over alt det, jeg ikke forstår. Og det er der heldigvis stadig utroligt meget af. Men én ting har jeg forstået. Livet kan kun leves lige nu.

Luftforandring.

Det er november, og jeg rydder stadig op. Der er altid noget, der kan vendes eller drejes en ekstra gang og altid noget, der kan organiseres anderledes. 

Min 12-årige pillede forleden alle tasterne af sit tastatur for at rengøre det. Vildt så meget skidt og støv, der samler sig mellem dem. Da de skulle sættes på igen, blev han i tvivl om, rækkefølgen på et par af dem og mente, at det ville være meget nemmere bare at købe et nyt tastatur. Jeg kender følelsen. Når ting - og mennesker - bliver for besværlige, har jeg også ofte mest lyst til at skifte dem ud med noget - eller nogen - der er nemmere. 

Men det bliver ikke nemmere. Til gengæld er følelsen, når noget, der ikke fungerede før, falder på plads, virkelig god. Det er som om, der er noget, der klikker, når alle de mindre dele finder sammen i en større helhed. Tastaturet klikker i hvert fald derudaf igen derinde det blåtonede led-oplyste drengeværelse.

Jeg trækker vejret lidt dybere nu. Har længtes efter efterårets luft. Kølig, fugtig, frisk og sprød, som den er, kommer den med en klarhed, der gør det klart for mig, at der skal ske noget andet nu. Når mine lunger langsomt fyldes og folder sig ud, fornemmer jeg, at der er potentiale for meget mere udvidelse. 

Eksistentielt, universelt og personligt. Det hele hænger jo sammen. Mens alt i naturen er godt i gang med den årlige tilbagetrækning, er der noget i mig, der skriger på at blive foldet ud. Noget mere og større end mine lunger. Jeg vælger at lade det ske, for jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg har noget valg.

Under et af de sidste omkvæd begynder sangen, der har inspireret mig til at dele alt det her med dig, stille og roligt at fade ud. En tidstypisk måde at afslutte sange, som giver en fornemmelse af, at den slet ikke slutter. 

Jeg føler, jeg burde skrive en ordentlig afslutning her, men hvorfor egentlig? Mine ord er også dine nu, så det er ikke længere op til mig at beslutte, hvad der skal ske med dem. Det er ikke mig, der skal konkludere noget endeligt. Det er alt for tidligt.

Det eneste, jeg kan konkludere nogenlunde sikkert er, at det er okay både at famle og falme. Jeg er menneske. Jeg er natur. Det er naturligt. Efteråret minder mig om det. Årstiden, der insisterer på, at jeg skal møde mig selv igen og igen lige her, hvor jeg er og som jeg er - for hvor ellers? 

Og lige her, på tærsklen til mørket, lyser noget op indeni, så jeg for en stund - måske kun et kort sekund - kan skimte et glimt af evigheden.

Indtil lyset langsomt fader ud igen.

Giv mig dine drømme. 

Giv mig bare én.

Giv mig lidt af livet. 

Giv mig noget at tænke på, før det er for sent.