Efterår, oprydningstrang og hvad en sang satte i gang.

Efterår.

Den sidste sol har gemt sig i dit blik. 

Og tiden går.

Forbi os før vi ved det, er vi væk.

Sådan lyder de første linjer af Ray Dee Ohhs hit-sang fra 1990. Jeg er gammel nok til at huske, da den kom ud, og det er én af de sange, der har kørt i rotation i periferien af min bevidsthed det meste af mit liv.

Med tiden har den dog fået en anden klang, end den havde dengang i 90’erne. Sådan er det med mange ting, både sange, minder, tanker og andre sager, vi har liggende på lager, både fysisk og mentalt. De følger med os hele livet, men med tiden bliver de enten mere lette, luftige og ligegyldige eller får større tyngde, betydning og dybde. 

Tiden. Den er sådan en underlig størrelse, og den fylder mere i min bevidsthed nu, end den har gjort før. “Tiden går.” Det er så sandt som det er sunget. Men jeg forstår ikke, hvorfor den synes at gå hurtigere, jo mere af den, jeg lægger bag mig. “Vi venter og vi håber og vi tror”, fortsætter sangen, men på et tidspunkt i livet har vi indsamlet så mange erfaringer, at vi ikke længere venter, men snarere forventer. Fordi vi har levet så længe og set så meget. Måske har vi endda mistet noget håb og tro undervejs, fordi vi føler, at vi efterhånden ved så meget, at vi har svært ved at forestille os noget andet. Nogen gange står vores viden lidt i vejen. Der findes i hvert fald viden, jeg gerne ville være foruden.

Jeg ved fx godt, at tid i virkeligheden slet ikke eksisterer, og at det derfor virker lidt skørt, når vi siger, at tiden er det vigtigste, vi har. Jeg ved også, at selvom uret tikker og hjertet banker derudaf lige nu, så kommer der en dag, hvor jeg løber tør for både tid og hjerteslag. 

Jeg ved det godt. Du ved det også. Vi ved det allesammen.  

Tid er en målestok for forandring og forandring er i virkeligheden det eneste, vi kan regne med. Alligevel har de fleste forandringer det med at komme bag på mig.

Det overrasker mig hvert år, når jeg opdager, at dagen pludselig er blevet 2 timer kortere, når jeg møder den første kastanje på fortovet og når jeg en kold morgen får øje på min egen ånde i luften. Hvert år tænker jeg “hvorfor er jeg ikke bedre forberedt?”. Men efteråret kommer, når efteråret er klar. Ikke når jeg er.

Oprydningstrang.

Jeg bliver altid ramt af en akut trang til at rydde op, så snart kalenderen skriver september. I år er ingen undtagelse, men jeg fornemmer at der er noget større på spil dette efterår end selve oprydningen. Noget mere eksistentielt på en måde. 

Støvsugeren står klar, og jeg har fundet en playliste frem på Spotify, der sender mig direkte tilbage til mit teenageværelse - som i øvrigt var ret rodet det meste af tiden. Jeg kunne ikke fordrage at rydde op dengang og havde for vane at skubbe bunker af tøj og ting ind under min seng. “Ude af øje, ude af sind”, tænkte jeg. Men sådan forholder det sig jo ikke helt. 

Vi kan godt gemme ting væk, men det forsvinder de ikke af. Vi kan viske en tavle fuldkommen ren, men vi har allerede set, hvad der stod på den. Det har sat sig i os. Det kan vi ikke ændre på. Alt, hvad vi oplever, sætter sig i os. Sporene kan være stort set usynlige - som rester af kridt på tavlelak - eller mere fremtrædende som ar efter cykelstyrt. Uanset hvor meget vi måtte have lyst til at slippe vores fortid, vil den altid leve i os. Vi kan lige så godt se det i øjnene. Det, der var før, påvirker det, der kommer senere. 

Efterårets høst er kun så god som de frø, der blev sået og den jord, de blev sået i. Der er naturligvis visse ydre faktorer, der spiller ind - og som vi ikke har kontrol over - som fx mængden af sollys og nedbør - men hvis vi vil have en god høst, må vi vide, hvilke frø, vi har sået og passe og pleje dem så godt, som vi nu evner. 

Det er ikke kun ting, jeg rydder op i. Det er også tanker. I hvert fald dem, jeg har skrevet ned. Jeg bruger flere af mine aftener på at læse mig igennem gamle noter, halvfærdige blogindlæg, begyndelser på bøger, jeg engang drømte om at skrive og sangtekster i lange baner. Hele molevitten ligger gemt som filer i Google Drive. 

Det er virkelig nogle fine frø, jeg har sået. De er strøet sådan lidt sporadisk rundt omkring, men som mine øjne arbejder sig gennem dokumenterne, ser jeg, at mange af dem har potentiale til at blive til noget større. Potentiale til at spire og inspirere. Mens jeg copy-paster udvalgte passager over i et nyt dokument, forestiller jeg mig, hvordan de alle en dag vil vokse sig store og samle sig til noget, der føles færdigt. 

Jeg mærker med det samme modstand på ordet “færdigt”. Det virker så endegyldigt. Og hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at sætte et endeligt punktum, når jeg ved, at min beslutning aldrig vil kunne få noget til at slutte. “Det her slutter jo ikke med mig”, tænker jeg og føler mig lettet ved tanken.

Nostalgi.

“Og jeg føler kun en længsel i mit bryst…”, synger Caroline Henderson videre, og jo tak, jeg kender den længsel. Det gør du sikkert også. Den er menneskelig, og jeg tror endda, den er universel. Jeg mærker også, at længslen ikke længere kun bor i mit bryst. Den sidder dybt i mine knogler. Den findes i luften jeg ånder ind og som en fin, let tåge der lægger sig ind mod min hud og trænger igennem. Trænger sig på. Den vil mig noget, den her længsel, der på én og samme tid trækker mig i retning af noget, der engang var, og noget, der endnu ikke er. Det er som om, den forsøger at splitte mig i to dele, for at træde tydeligere frem i mellemrummet mellem dem og vise mig, at det, jeg i virkeligheden længes efter, er helhed og sammenhæng. For er det ikke altid det?

Nostalgisk er nok det ord, der bedst beskriver, hvordan efteråret føles i mig i år. Det er sådan en tricky tilstand, den nostalgiske. Jeg kan lide den, lige indtil den gør mig trist. Over alt det, der var, som ikke længere er, over alt det, der blev, men ikke blev som jeg havde håbet på og over det, som aldrig blev, og heller aldrig kommer til at blive.

Simpelthen fordi det er for sent.

Jeg tror, at tilstanden bliver forstærket af, at min far har rundet 80 år, min søn er fyldt 12 og jeg selv er landet lunt på 47 dette efterår. Vel vidende at man aldrig kan vide sig sikker på den slags, så er et realistisk bud, at min far befinder sig i livets sidste fase og jeg selv formentlig er omkring halvvejs igennem. Med mit barn på vej ind i de turbulente teenage-år, er jeg fuldt ud bevidst om, at hans frigørelsesproces kun kommer til at accelerere herfra. Helt naturligt men også alt for tidligt, kommer jeg helt sikkert til at synes. For sådanne ting helt naturlige ting kan sagtens komme bag på os, selvom vi ved, de er på vej.

Det er sådan, jeg har det med efteråret.

Foråret er årstiden, vi venter på med længsel. Vi kigger ivrigt efter de mindste tegn på, at det er på vej. “Uh se, en vintergæk i sneen!” Ikke ligefrem det nemmeste at få øje på, men vi ser den. Og med ét føles noget lidt mere levende indeni. Og så kommer sommeren. Den rammer os altid lige i fjæset med en pludselig temperaturstigning på 12 grader en tilfældig dag i maj. Og så vælter vi allesammen udenfor og insisterer på at blive der hele sæsonen - uanset hvordan sommeren ellers måtte opføre sig derefter. Og den kan som bekendt være lige så lunefuld, som den kan være lun.

Efteråret er anderledes. Det er årstiden, der lister sig lydløst op på siden af os en lys og mild sensommeraften, tager os blidt i hånden og fører os tålmodigt gennem dage, der bliver langsomt kortere og køligere. Det er som om efteråret forsøger at gøre overgangen blid, fordi den indvarsler en hård og barsk tid. Vinden hvisker, at vinteren er på vej og naturen forbereder sig, som naturen nu gør. Giver slip på alt det, der ikke er nødvendigt at bruge energi på, indtil der kun er det tilbage, der ikke undværes. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne gøre det samme - og med den samme naturlighed. Jeg forsøger gennem indre og ydre oprydning, men undervejs sidder jeg fast, fordi det er for svært at give slip.

Efteråret går med hele vejen fra det første blad falder til træerne står nøgne. Skridt for skridt hele vejen til det punkt, hvor vi står på tærsklen til den koldeste og mørkeste tid. Derefter er vi på egen hånd.

Tærsklen til mørket må vi krydse alene.  

Det vi møder i mørket.

“Men jeg føler mig så underligt forladt. For jeg kunne miste alt i denne stille nat.”

Stadig samme sang, som endnu en gang rammer hovedet på sømmet. Det mest banale er ofte det, der har størst effekt. Fordi vi forstår det. Fordi det lander uden omsvøb. Rent og råt. Natten. Mørket. Døden. Stilheden. Der findes så mange lag her, at jeg umuligt kan folde dem alle ud, selvom jeg har lyst. Jeg er klassisk skorpion og draget af mørke og dybde. Selvom det ikke er alle, der lader sig opsluge i samme grad som mig, har vi allesammen mødt mørket i en eller anden form og i et eller andet omfang, hvor det føltes som om, at vi kunne miste - om ikke alt, så i hvert fald noget.

For når vi er omsluttet af mørke, mister vi noget af syne. Men bare fordi vi ikke kan se det, betyder det ikke, at det ikke længere findes. Det er klart, at vi frygter mørket, hvis vi tror, at det tager noget fra os. Det er nærliggende at tro, at mørket kommer snigende og slukker lyset, men sandheden er, at mørket var der først. Lyset fødes ud af mørket, så måske er det alligevel ret fertil grund, vi lander på, når vi træder ind over tærsklen. 

Jeg forestiller mig, at det, der gemmer sig i mørket, er kimen til selve livet. Den lader vi lige stå et øjeblik…

I min proces med at rydde op, besøger jeg mørke rum, hvor jeg bliver konfronteret med kapitler af mit liv, jeg ikke har lyst til at læse igen. For uanset hvor ubehageligt det kan være, så skal alle kapitler med. De er en del af min historie og derfor en del af mig. Og måske kan jeg lære noget af dem. 

En pludselig poetisk indskydelse siger mig, at hvis vi er villige til at lære af det svære, så bliver det lettere at bære.

Knap så poetisk men lige så sandt er det, at det svære nogen gange hverken kan eller skal bæres. I stedet skal det bryde os ned, så vi kan bygge os selv op fra grunden.

Den hinduistiske gudinde Kali, som er en af de mest fascinerende og misforståede af dem alle, står på min lille bogreol i stuen og minder mig dagligt om, at transformation ikke kan kontrolleres. Hvis vi ønsker forandringen, må vi overgive os til den. Hun har tungen langt ud af munden og opspilede øjne, der borer sig lige igennem mig. Kali hjælper os med at slippe de gamle mønstre, overbevisninger og fortællinger, der fastholder os i en bestemt selvopfattelse. Vi skal se sandheden i øjnene og nogen gange gør det ondt. Jeg kigger tilbage og forsøger at holde mit blik blødt og min vejrtrækning rolig.

Kali ser farlig ud og virker vild og voldsom i sin energi. Det er nødvendigt med en vis gennemslagskraft og power, når noget skal brydes ned. Og det gør hun. Hun brænder det, der skal fjernes, helt ned til grunden, men hun er hverken blindt rasende eller tilfældigt destruktiv. Hun fjerner kun det, der ikke længere er sandt. 

Og når vi er klar til ægte, eksistentiel transformation, viser hun vejen gennem mørket i retning af lyset, hvor ny klarhed kan opstå. Klarheden kommer gradvist. Ikke først når vi træder ud i lyset, men mens vi går vejen. Når vi tør lade mørket være en del af vores vej mod lyset, vil vi opdage, at det, der foregår i mørket, ikke er ingenting. Det er snarere det, der binder alting sammen. Vi vil forstå, at intet nogensinde forsvinder, selvom det umiddelbart ser sådan ud. Det forandres. Vi ser bare ikke forandringsprocessen, vi ser kun resultatet. 

Vi ser ikke vores børn vokse en mikro-milimeter hver dag, men pludselig er de vokset over hovedet på os. Vi ser ikke, hvordan en panderynke opstår, vi ser bare en dag, at den er der. Vi ser ikke, hvordan vores syn gradvist sløres, indtil vi sætter et par briller på næsen og pludselig ser alting skarpt igen. Vi ser ikke den kemiske ændring af molekylerne i den dej, der bliver til et brød i ovnen. 

Vi ser det ikke, men det sker.

Falmende forfængelig.

En søndag i oktober tømmer jeg skabe og skuffer i mit køkken, mens jeg tager endnu en tur down memory lane med Roxettes album Joyride. Jeg synger med, som jeg gjorde det for ca. 30 år siden, hvor albummet kom i CD-form og roterede i mit ultramoderne kompakte stereoanlæg med karaoke-funktion. “Everytime I see you, oh I try to hide away, but when we meet it seems I can’t let go” synger vi sammen, mig og Marie, der lyder lige så levende, som da hun levede. Det gør hun ikke mere, men det gør jeg, og livet føles med ét skrøbeligt. 

Fading like a flower rammer mig helt uventet et sårbart sted, som jeg først er ved at lære at kende, nu jeg står et sted i mit liv, hvor jeg langsomt men sikkert selv er godt i gang med at “fade away”. 

Det er et sted, hvor jeg, ansigt til ansigt med altings forgængelighed og min egen forfængelighed, famler mig frem i et forsøg på at følge med en udvikling, jeg ikke føler mig klar til. En del af mig klamrer sig i hvert fald fortsat til det, der var, og den jeg var.  

Men sangen er stadig smuk, jeg er i live og udenfor mit vindue gløder træernes blade om kap med solen, der står lavt på himlen nu. Der kan være stor skønhed i det falmende. Når det kommer til farver, foretrækker jeg helt klart akvarel over neon. Der er mange flere nuancer i de bløde lag, der løber ud i hinanden og bliver til billeder med perspektiv, udtryk og dybde. Sådan nogle billeder maler min mor og jeg elsker den måde, de er subtile og stærke på samme tid.

Jeg længes efter dybde. Efter at mærke, lytte, smage, opleve og leve mere. Jeg vil røre og røres, dvæle ved detaljer og forundres over alt det, jeg ikke forstår. Og det er der heldigvis stadig utroligt meget af. Men jeg tror, jeg har forstået det vigtigste:

At livet kun kan leves lige nu.

Luftforandring.

Vi er halvvejs gennem november nu, og jeg rydder stadig op. Processen er blevet vigtigere end målet og der er altid noget, der kan organiseres anderledes.  

Min 12-årige pillede forleden alle tasterne af sit tastatur for at rengøre det. Vildt så meget skidt og støv, der samler sig mellem dem. Da de skulle sættes på igen, blev han i tvivl om, rækkefølgen på et par af dem og mente, at det ville være meget nemmere bare at købe et nyt tastatur. Jeg kender følelsen. Når ting - og mennesker - bliver for besværlige, har jeg også ofte mest lyst til at skifte dem ud med noget - eller nogen - der er nemmere. 

Men det bliver ikke nemmere. Til gengæld er følelsen, når noget, der ikke fungerede før, falder på plads, virkelig god. Det er som om, der er noget, der klikker, når alle de mindre dele finder sammen i en større helhed. Tastaturet klikker i hvert fald derudaf igen derinde i det blåtonede led-oplyste drengeværelse.

Vi er altid i proces.

Jeg trækker vejret lidt dybere nu. Jeg elsker efterårets luft. Kølig, fugtig, frisk og sprød, som den er, kommer den med en klarhed, der gør det tydeligt for mig, at der skal ske noget andet nu. Som mine lunger langsomt fyldes og folder sig ud, fornemmer jeg, at der er potentiale for meget mere udvidelse. Eksistentielt, universelt og personligt. Det hele hænger jo sammen. Mens alt i naturen er godt i gang med den årlige tilbagetrækning, er der noget i mig, der skriger på at blive foldet ud. Noget mere og større end mine lunger. Jeg vælger at lade det ske, for jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg har noget valg.

Luften siver langsomt ud igen, og jeg mærker mit hjerte, der arbejder ihærdigt på at pumpe ilt ud i min krop. En livsbekræftende udånding, der efterlader mig lidt blødere. Det er når jeg giver slip, jeg for alvor mærker, at jeg er her. Der kan man bare se. Sangen, der har inspireret mig til at dele det her med dig, begynder på et af de sidste omkvæd at fade ud. Mange sange sluttede sådan dengang i 90’erne. Måske fordi det var nemmest ikke at skulle forholde sig til slutningen eller måske fordi det giver en fornemmelse af, at sangen slet ikke slutter.

Jeg føler, jeg burde skrive en ordentlig afslutning her, men hvorfor egentlig? Mine ord er også dine nu, så det er ikke længere op til mig at beslutte, hvad der skal ske med dem. Det er ikke mig, der skal konkludere noget endeligt. Det er alt for tidligt.

Det eneste, jeg kan konkludere nogenlunde sikkert er, at det er okay både at famle og falme. Jeg er menneske. Jeg er natur. Det er naturligt. Efteråret minder mig om det. Årstiden, der insisterer på, at jeg skal møde mig selv igen og igen lige her, hvor jeg er og som jeg er - for hvor ellers? 

Og lige her, på tærsklen til mørket, lyser noget op indeni, så jeg for en stund - måske er det kun et kort sekund - kan skimte et glimt af evigheden.

Indtil lyset langsomt forsvinder igen.

…

Giv mig dine drømme. 

Giv mig bare én.

Giv mig lidt af livet. 

Giv mig noget at tænke på, før det er for sent.