Hvad træerne og en mur på Vesterbro har lært mig om at give slip.

Hvis du går til yoga, har du muligvis hørt sætningen “Giv slip på det, du ikke længere har brug for”. Den bruger jeg i hvert fald ofte selv, og jeg fornemmer, at den giver mening for de fleste. For hvorfor skulle vi dog holde fast i noget, vi ikke skal bruge? På trods af logikken, er der noget knap så logisk i, at vi har brug for nogen til at fortælle os det, vi allerede ved.

Som du måske kan fornemme, lægger sætningen op til langt mere end en grovsortering af vores tanker i “gem”- og “smid ud”-bunker og det at slippe spændinger i kroppen. Den er ikke bare en opfordring til at slippe det, du ikke har brug for. Den er en også opfordring til at slippe alt det, du tror du har brug for. 

Hvorfor? Det er egentlig ret enkelt.

Vi mennesker er i udgangspunktet ikke særligt gode til at vurdere, hvad vi har (og ikke har) brug for. Sagen er den, at vi ikke ser virkeligheden, som den er, men som vi er. Gennem et filter af erfaringer, forestillinger og forventninger, der er farvet af vores prægninger og præferencer. Man kan sige, at vi kun ser det, vi har "lært" at se. Og for de fleste af os, er det et meget begrænset udsnit af et billede, der er så enormt, at det slet ikke er muligt for os at rumme i sin helhed.

Filtrene, vi ser virkeligheden gennem, skabes i takt med, at vi vokser op og udvikler os. De bliver hurtigt en integreret del af os, og vi glemmer, at de findes. Nogen skifter filtre undervejs i livet mens andre går rundt med nogenlunde samme filter hele livet. Det ene filter er ikke bedre end det andet, for alle filtre forvrænger det, som vi kun kan erkende uden filter. Når vi af den ene eller anden årsag bliver opmærksomme på, at der (måske) findes et "større billede", som vi kun ser et udsnit af, bliver det samtidig tydeligt, at der må være noget, der begrænser vores udsyn. 

Begrænsningen ligger i, at vi definerer og identificerer os selv som individer med personligheder og i de tilknytninger eller bindinger, vi skaber til alt, hvad der opretholder vores opfattelse af både virkeligheden og os selv.

Fordi den altid vil være fejlagtig eller i hvert fald ikke fyldestgørende, er det derfor din opfattelse af virkeligheden, du skal give slip på, for at kunne erkende den fuldt ud. Det er også derfor, at det ikke er nok kun at slippe det, du ikke har brug for. For det er jo din opfattelse af, hvad du har brug for og den er sandsynligvis ikke i overensstemmelse med, hvad du i virkeligheden har brug for. Og for at tage den helt til kanten - og så et lille stykke længere - vil din erkendelse i sidste ende vise, at du ikke har brug for noget som helst. Just saying.

Nu er vi i frit fald. Kan du fornemme det?

Det er så let at fare vild, når vi forsøger at forstå og forklare den her erkendelses-proces, for vi er ikke trænet i det. Tværtimod vil jeg vove den påstand, at vi bliver trænet i det modsatte. Og for at forstå, hvordan det egentlig hænger sammen, skal vi “forstå” på et andet plan end vi normalt lærer at forstå ting. Ikke gennem ord, ikke gennem andres erfaringer men gennem den her direkte erkendelse.

Da jeg selv var faret vild den anden morgen på Vesterbro - både på det eksistentielle erkendelsesplan og på den vej jeg havde valgt at cykle til arbejde - kom Alan Watts mig til undsætning. Eller rettere den person, der havde været så venlig at citere ham på en husmur i Saxogade.

Der stod "Waking up to who you are requires letting go of who you imagine yourself to be”.

Så simpelt kan det også siges. Men det gør det ikke nødvendigvis lettere at efterleve det.

Du har sikkert (som de fleste, også mig) brugt det meste af det liv, der ligger bag dig, på mere eller mindre målrettet og bevidst at forme din identitet og opbygge den personlighed, du har i dag. Og efter alt det arbejde fortæller jeg dig så, at du skal give slip på det hele igen. Jep. Men det betyder ikke, at dit arbejde er spildt. For det var det, der fik dig hertil, ik?

Hvis du mærker modstand nu, er det kun menneskeligt og helt forståeligt. At slippe alt det, vi tror vi er, kan virke nærmest naturstridigt, omend det er den direkte vej til at erkende vores sande natur. Og hvis du synes det lyder som den direkte vej til identitetskrise, hjælper det måske at vide, at din identitet er en konstruktion.

Prøv bare lige at spole tiden tilbage til de tidlige år af dit liv. Som barn og ung er det ret almindeligt at skifte mellem - eller lege med - forskellige identiteter. Jeg var selv lidt af en identitets-kamæleon som barn. Pippi Langstrømpe den ene dag, Ronja Røverdatter den næste, prins, når jeg legede med min veninde, der nægtede at være andet end prinsesse og hund (simpelthen), når jeg legede med min lillebror. 

Så bliver vi voksne og går fra at være bløde og formbare som modellervoks til at være mere som ler, der er blevet hærdet i ovnen. Vi kan være blevet en vase, et askebæger, et krus eller et stykke udefinerbar kunst. Vi har antaget en form, der afspejler eller former vores forestilling om hvem vi er.

Selvom vores essens forbliver den samme, har vi mennesker med at identificere os med formen. Altså med at være - eller ikke være - det ene eller det andet. Vase, kunst, ung, gammel, direktør, sekretær, læge, arbejdsløs, vegetar, rebel, ordentlig, usikker, seriøs, sjov, smuk, uheldig, stor, lille, mand, kvinde, mor, søster, bror… Mærkaterne vi sætter på os selv er utallige, for der findes lige så mange, som vi kan finde på.

Og der sidder de så i lag på lag på lag uden på det, der er det ægte “os”, begrænser vores udsyn og bevægelighed og står på den måde i vejen for, at vi kan opdage vores essens og dermed det kæmpe potentiale, vi hver især indholder, der bare venter på at blive forløst.

Ram Dass (som jeg anbefaler alle at lytte til fx i podcasten Here and Now) sagde noget i retning af at, i det øjeblik vi sætter et ord - uanset hvilket ord det er - bag sætningen "jeg er", har vi begrænset os selv til noget, der er mindre end det, vi i virkeligheden er.

Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når du giver dig selv lov til bare at være uden at være noget bestemt.

På falderebet og inden jeg giver slip på dig, vil jeg give dig et andet billede.

Billedet af et træ.

Hvert år på samme tid rusker efterårsvinden i træerne, fordi det er tid til, at de skal slippe deres blade. Og træerne giver slip. Ikke kun på de blade, de ikke længere har brug for, men på dem allesammen.

Hvis træerne var som vi mennesker, ville de forsøge at vælge, hvilke blade, de skulle give slip på og hvilke de skulle beholde. De ville være lettede over at slippe af med dem, der var overflødigt fyld, men når vinden så på et tidspunkt tog dem, de havde valgt at beholde, ville det føre til frustration eller sorg.

Træerne ville fejlagtigt tro, at de kun var "rigtige" træer, når de havde blade. Fordi det bl.a. er på bladene, vi kan skelne et egetræ fra et bøgetræ. Hvis træerne bandt deres identitet og personlighed op på deres blade, ville de nok have det seriøst svært hvert eneste efterår. De ville ikke vide, hvad de skulle stille op, når det sidste blad faldt til jorden og de stod nøgne tilbage og kiggede frem mod en tid med tiltagende mørke og kulde…

Men træerne er ikke mennesker, og de ved, at deres essens forbliver intakt, selv om de giver slip på dele af sig selv. De har tillid til processen. De ved at det at give slip, giver muligheden for, at de kan sætte nye blade til foråret. Og de ved også at det er samme deal næste efterår, hvor de skal slippe dem alle igen.

Opfordringen fra mig til dig er, at have tillid til processen. 

At slippe det, du ikke længere har brug for, er et fint sted at starte, men du må indstille dig på også at give slip på alt det andet. Igen og igen. I hvert fald hvis du vil vide, hvem du i virkeligheden er.