Refleksioner over livet, ludo og lineær logik.

Jeg bruger som regel dagene op til nytårsaften til at reflektere over det år, der er gået og sætte intentioner for det nye. Refleksionerne ved nytår tager derfor også udgangspunkt i de intentioner, jeg satte det foregående år.

Som 2024 synger på sidste vers, kan jeg se tilbage på et år, der ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Eller måske skulle jeg sige, at det blev, som jeg aldrig kunne have forestille mig det. Det var et år hvor jeg, en stor del af tiden, følte at jeg famlede mig frem gennem et tåget landskab i forsøget på at finde retning og skabe mening i det liv, der var mit, men slet ikke var blevet, som jeg havde planlagt det.

Hvis jeg blev bedt om at gøre regnskabet op over året, der snart er gået, de ting jeg har nået og hvad jeg har fået, så ville tallene på bundlinjen være røde. Men heldigvis er livet ikke et regnestykke, der skal gå op, og uanset hvor ihærdigt vi måtte forsøge, så hverken kan eller skal vi regne ud, hvilken retning det bevæger sig i og hvorfor.

ET VENDEPUNKT.

En af de ting, som slog mig mest ud af kurs i år, var beslutningen, min kæreste og jeg tog om at flytte hver for sig efter at have boet sammen i fem år. Vi håbede, at det kunne give kærligheden bedre betingelser og redde vores forhold, men det var ikke noget nogen af os havde gået og drømt om. 

Således gik jeg i løbet af et par måneder fra at leve i sammenbragt familie på fire til at bo alene med min 11-årige, og jeg skalerede min bolig ned fra 165 m2 til bare 65. Sådanne bevægelser fra flere til færre og fra større til mindre, giver som regel ikke anledning til jubel, når regnskabet ligger klar, fordi det som regel er lig med et mindre overskud.

For mig viste det sig dog at være omvendt hvad angår overskuddet. Det fik jeg gradvist mere af.

Men først var der hele processen med at tage den svære beslutning, finde lejlighed i København (gisp!), pakke vores fælles hjem ned og etablere nye hjem for os hver især, som varede fra omkring april til september. Den var krævende og til tider overvældende, både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt. Tiden op til flytningen var turbulent, selve flytningen var overstået på et splitsekund, mens tiden umiddelbart efter flytningen nærmest gik i stå. 

Eller måske var det mig?

Jeg brugte i hvert fald en hel del tid på at sidde stille i stolen, jeg har placeret ved vinduet i min nye lejlighed og kigge op på himlen, ned i en bog eller ind i mit indre. Det skal siges, at jeg er normalt ikke er god til at sidde stille, men stolen trak i mig og mine forsøg på at trække mig selv op af den fejlede gang på gang.

Selvom jeg flere gange blev ramt af dårlig samvittighed over ikke at være produktiv hele tiden (læs: være yderst uproduktiv det meste af tiden) og en stærk impuls til at gå i gang med noget nyt, blev jeg siddende. For der var tydeligvis noget, jeg skulle lære at mærke og integrere, før jeg kunne bevæge mig videre. Trods dårlig samvittighed og impulser til bevægelse, var det fysisk umuligt for mig at fortsætte som vanligt, for alting var forandret. Jeg var forandret. Og mest af alt var jeg udmattet.

Jeg har altid mødt stor indre uro og modstand i perioder, hvor jeg har forsøgt at skrue ned for tempoet og forventningerne til mig selv og springe de ting over, der ikke var presserende. Selv når jeg har mærket, at det var det eneste rigtige at gøre, hvis jeg ikke skulle ende som en udbrændt og handlingslammet version af mig selv, så har det bare altid føltes lidt forkert. Som om, det ikke rigtig “gælder”, når man laver ingenting. For hvad så, med alt det, vi skal nå?

Der er ingen tvivl om, at det at flytte fra hinanden, var en sund, ansvarsbevidst og kærlig beslutning. Jeg ved også nu, at det vi gjorde for hinanden og den tid, jeg efterfølgende gav mig selv (omend lidt modvilligt) var en nødvendig tilbagetrækning, som jeg for en stund fik forvekslet med tilbagegang.

Noget, nogen vil mene, vi for alt i verden skal undgå.

LINEÆRT LOGISK.

I vores del af verden er tilbage ofte forbundet med at fejle (tænk fx på tilbagetrækning i en krig, man ikke kan vinde og tilbagegang i den økonomiske vækst) mens frem er forbundet med success (som fx i fremgang, fremskridt og fremdrift). Det samme er tilfældet med ordene op og ned, der følger nogenlunde samme logik. 

Hvis vi træder et skridt frem og to tilbage, er det en udbredt opfattelse, at det ene skridt frem var nyttesløst. Ikke nok med at skridtene ligesom udligner hinanden, så stiller det os også dårligere, end da vi startede. Så hvis vi nu træder to skridt tilbage, skal vi helst træde tre eller flere skridt frem for at være succesfulde. Træder vi ti skridt frem bliver vi hyldet som helte.

Det er en lineær tilgang, der repræsenterer en tankegang, som ikke bare er gammeldags, men også utroligt begrænsende. Jeg vil jo mene, at alle skridt, vi tager, har betydning. Uanset i hvilken retning vi tager dem. Og ind imellem er det skridtene bagud, der giver os overblik giver et skridt bagud et nyt, vi går tilbage, et nyt og bedre afsæt for det næste.

En lineær tilgang tilsat en præference for det at bevæge sig fremad, gør det nærmest umuligt at stoppe op. I hvert fald uden at føle sig forkert, bagud eller simpelthen bare doven. For det at stoppe op kan blive en dårlig vane, der skaber stilstand som igen kan føre til stagnation. Og det skal vi for alt i verden også undgå.

Jeg tror ikke længere på fortællingen om, at det er farligt. Tværtimod er jeg overbevist om, at evnen til at stoppe op er en forudsætning for at kunne leve livet fuldt og helt. Måske er det endda en forudsætning for overlevelse. Tanken strejfede mig, da jeg juledag fik øje på en musvåge, der ligesom stod stille i luften over en mark - med vingerne i bevægelse men uden at bevæge sig ud af stedet. Den spejdede mod jorden, og med ét dykkede den efter sit bytte. Det var et fint billede på nødvendigheden af ind i mellem at stoppe op, tage bestik af situationen og måske endda overveje andre retninger end frem og tilbage.

Men det er desværre knap så gangbare betragtninger i et samfund, der konstant minder os om, at vi skal holde hjulene i gang, føde flere børn, øge produktionen og konkurrenceevnen, springe sabbatåret over, færdiggøre uddannelser på den halve tid og effektivisere systemer og arbejdsgange og helst løbe lidt hurtigere i dag, end vi løb i går. Sjovt (eller sørgeligt) nok kan ingen fortælle os, hvor det er, vi skal hen og heller ikke, hvorfor vi har så travlt med at nå frem.

Jeg tror ærligt talt ikke, der er nogen, der ved det. Jeg ved til gengæld med sikkerhed, at jeg til enhver tid ville bytte “det sted vi skal hen” ud med det sted, hvor jeg er lige nu. Nuet er jo trods alt det eneste, vi har.

LUDO OG LIVET.

I år holdt vi jul med min kærestes familie. De har tradition for at spille ludo, så det gjorde vi. Vi var seks spillere om bordet, og efter to timer var vi stadig ikke færdige med at slå hinanden hjem, starte forfra og bevæge vores små farvede brikker rundt i den samme formation på spillebrættet om og om igen. 

Vi måtte opgive at afgøre slaget den aften, for tiden slog ikke helt til, og vi fik heller ikke afsluttet spillet som planlagt dagen efter.

Det slog mig på et tidspunkt undervejs i kampens hede, at det, der gør ludo spændende (og til tider frustrerende) er, at spilforløbet ikke foregår som en lineær udvikling fra start til slut, hvor det kun gælder om at nå først frem, have sin paratviden på plads eller have den bedste strategi. 

Ludo kan udvikle sig i alle retninger og gør det som regel også. Planer bliver løbende lagt, spoleret og justeret og alt er uforudsigeligt og ukontrollerbart. Slaget styres af et antal øjne på en terning, der lander tilfældigt og afgør brikkernes skæbne. 

Det gik op for mig, at Ludo har visse ligheder med livet. Det er uforudsigeligheden og tilfældighederne, der giver livet dets dybde, kant, spænding og storslåethed og gør det langt mere meningsfuldt end det ville være, hvis alt var regnet ud og planlagt på forhånd, så vi kunne styre os selv snorlige igennem fra start til slut.

Nogen har engang sagt at “i går er historie, i morgen er et mysterium og i dag er en gave”, og det er netop mysteriet der det der gør, at vi kan fortsætte med at udforske, undersøge og lade os overraske af livet

I løbet af de sidste 3-4 måneder, hvor jeg til tider har følt mig sat ud af spillet og slået “tilbage til start”, er det langsomt gået op for mig, at en ny start er bedre end en dårlig afslutning. En ny start kræver ikke, at vi sletter alle tidligere oplevelser, vender ryggen til det hele og går videre uden at se os tilbage. Tværtimod er det en mulighed for at bruge vores tidligere erfaringer aktivt til at træffe andre og mere oplyste, valg fremadrettet, end vi gjorde, da vi ikke vidste, hvad vi ved nu. Vi bliver hele tiden klogere, og noget af det klogeste, vi kan gøre, må da være at bruge de indsigter, livet giver os.

Hvis du vil gribe muligheden for at skabe en ny start, kræver det accept af tingene, som de er og tilgivelse og taknemmelighed for alt hvad der er sket indtil nu og har formet den du er i dag. Sidst men ikke mindst kræver det mod at droppe nøje udtænkte planer og overgive sig til mysteriet, men når du gør det, tillader du livet at folde sig ud i alle - både tænkelige og utænkelige - retninger og kan selv gøre det samme.

RIGTIGT ELLER FORKERT?

Det kan være svært at fokusere på en ny start, når vi fortæller os selv, at vi er endt, hvor vi er, fordi vi har fejlet. Frygten for at fejle igen vil gøre det svært at vælge det næste skridt. Det er selve forestillingen om at vores valg kan inddeles i “rigtige” og “forkerte” der giver os problemer. De fleste af os lever med en illusion om dualitet, der gør at vi deler verden ind “enten det ene eller det andet, men aldrig begge dele på samme tid” og den er vi nødt til at udfordre, hvis vi vil udvide vores bevidsthed og udleve vores fulde potentiale.

Lad os bare sige, at det er muligt at træffe forkerte valg. Det betyder så også, at det er muligt at gå gennem livet uden at træffe et eneste forkert valg. I den slags virkelighed, er det altså muligt altid at vælge rigtigt, hvis man ellers er dygtig eller heldig nok. Det skaber ikke kun et umenneskeligt pres, men implicerer også, at der allerede er nogen eller noget, der har valgt, hvad der er rigtigt for os - og at vi mennekser er statiske størrelser, der ikke ændrer smag, interesser, mening gennem livet.

Her er et hurtigt tankeeksperiment:

Forestil dig, at du kører bil og drejer ned af den forkerte vej. I det øjeblik du opdager, at du har forladt din planlagte rute, tænker du formentlig “hov, jeg er da kørt forkert” og ikke “jeg er stadig på rette vej.” I hvert fald hvis du tænker som de fleste. 

Men hvad hvis din tur ned ad den “forkerte vej” var det, der gjorde, at du fandt den “rigtige vej”? Kunne man så ikke argumentere for, at den “forkerte” vej var en del af den rigtige vej og derfor slet ikke forkert? Det synes jeg jo godt, man kan, men jeg forstår godt, hvis du ikke gør.

Vi har selvfølgelig brug for at operere med “rigtigt” og “forkert” i visse tilfælde. Det ville fx ikke være muligt at få samfund til at hænge sammen uden nogle fælles regler baseret på, hvad man må og ikke må. Men selv hvis vores valg altid var enten rigtige eller forkerte, var der stadig ingen garanti for, at udfaldet af dem, blev som forventet.

Du har formentlig selv erfaring med at træffe valg, der virker som de helt rigtige, men som du senere tænker var forkerte. Det betyder ikke, at de var forkerte. Hverken da du traf dem eller da du opdagede, at de ikke længere var gode for dig og måske valgte noget andet.

Derfor var vores valg om at flytte sammen for fem år siden heller ikke forkert, bare fordi det valg, vi traf for et halvt år siden om ikke at bo sammen, var rigtigt.

Det hele handler om timing.

TIDEN ER EN ILLUSION.

Jeg har fulgt med i julekalenderen Tidsrejsen 2, og selvom jeg må indrømme at jeg savnede julestemningen, så var den tankevækkende. Alle præmisser er ændret, når det er muligt at rejse i tid. Tiden, som er den måske største og mest indflydelsesrige faktor i vores liv. Tiden, som vi ønsker os mere af, kæmper mod og er bange for at spilde. Endnu mere bange er vi for den dag, den løber ud. Vi bruger den til at måle, kontrollere og vurdere ting som hurtighed og punktlighed, og tiden rammesætter vores liv mere end noget andet, jeg kan komme i tanker om.

Jeg har også studeret en del kvantefysik i år. I stolen ved vinduet, naturligvis. I følge kvanteteorien eksisterer tid ikke. Afstand findes derfor heller ikke, da de to er afhængige af hinanden. Det betyder noget i retning af, at alting - og dermed alle tænkelige udfald af en beslutning eller en begivenhed - altid er til stede samtidig.

De her tanker virker om muligt endnu mere langt ude end tanken om at rejse i tid. Men jeg har siddet længe nok i stolen med mine bøger til, at det alligevel giver en form for mening. Og her kommer vi tilbage til det at træffe valg, livets tilfældigheder og fremtidens mysterium.

Kvantefysikken viser os nemlig også, at vi er medskabere af vores egen virkelighed. Hvordan det hænger sammen er en længere historie, som vi gemmer til en anden gang, men udgangspunktet er, at alt er energi og at energien begynder at arbejde for os, når vi lærer at arbejde med den.

Jeg har arbejdet rigtig meget med energi i år, og jeg er mindblown over, hvordan det har ændret mit liv. Fordi det har ændret mig og min tilgang til livet.

Du skal selvfølgelig gøre dig dine egne erfaringer. Men vigtigst af alt give slip på idéen om, at du skal regne alting ud på forhånd og at du har fejlet, hvis tingene ikke gik som du havde planlagt.

For hvis der er noget, der kan stå i vejen for vores følelse af styring med vores eget liv er det tanker i stil med “hvis bare jeg havde xyz så havde jeg opnået æøå” og når vi bruger vores dyrebare energi på at fortryde fortiden og ønske, at vi havde vist, hvad vi ved nu. For det gjorde vi selvfølgelig ikke, med mindre vi havde rejst i tiden…

EN FORM FOR AFSLUTNING.

Min rejse gennem år 2024 har været transformerende på mange planer. Året slog store sprækker i mit fundament, trak tænder ud og tvang mig til at tænke i nye baner. Og når man tænker i nye baner, får mange ting nye betydninger.

Som fx det parforhold, der var slidt halvvejs ned af konflikter på grund af for mange forskellige behov, der ikke kunne opfyldes på samme tid og løse ender, der ikke nåede hinanden eller var gået i hårdknude i forsøget på at binde vores familie tæt og ordentligt sammen.  

Det parforhold, der nu har fået langt bedre betingelser, fordi vi har givet os selv og hinanden et bedre udgangspunkt for at opdage og udfolde hvem vi er hver især og hvad vi ønsker at være for hinanden. Vi er ikke ved vejs ende, og ingen af os ved, hvor den fører hen, men vi går den sammen.

Som en slags afslutning på min årsrapport kan jeg konkludere, at jeg er milevidt fra, hvor jeg forestillede mig, jeg skulle være på det her tidspunkt i mit liv, og jeg må indrømme, at jeg til tider har følt, at det her år bragte mig flere tab end gevinster, mens jeg lagde det ene projekt efter det andet på hylden, skar timer af min ugentlige arbejdstid og parkerede mine ambitioner om vækst og fremgang. På ubestemt tid.  

Men på trods af det, er jeg overbevist om, at jeg har nået præcis, hvad jeg skulle og fået det, jeg havde allermest brug for. Og jeg ved, at jeg er lige præcis, hvor det er meningen, jeg skal være.

Min intention for 2025 er at sidde meget mere i min stol, tilbagelænet i tillid til, at alting falder ud til min fordel, uanset hvordan livets terninger måtte lande. Jeg vil gøre mig umage med at få det bedste ud af de muligheder, der opstår og jeg vil leve for mysteriet, være nærværende, overgive mig til uvished og - så vidt det er muligt - handle i overensstemmelse med min energi.

Jeg vil sænke skuldrene, trække vejret og gribe dagen med åbne arme, åbne øjne og et åbent hjerte.

Og hvad der så sker, det må tiden vise.

…

PS. Netop som jeg er færdig med at skrive, tikker der en sms ind fra min kæreste (der ikke har læst det her endnu) med sangen Starting Over af Chris Stapleton, som jeg afslutningsvist vil dele de her linjer fra:

Someday we’ll look back and smile

And know it was worth every mile

And it don’t matter to me

Wherever we are is where I wanna be

And honey for once in our lives 

Let’s take the chance and roll the dice.